torsdag den 4. januar 2007

Første projekt



Jeg er gået i gang med mit første projekt af de 12 (det er Mette der har taget det gode initiativ til dette fællesprojekt). Det skal blive til en gave, så derfor er dette billede alt hvad jeg viser af projektet foreløbig (modtageren kigger muligvis også med på min side). Det er et rigtigt lækkert garn at strikke af (Bonita fra Ingelise), og det er godt, for det er indtil videre lidt kedeligt. Jeg glæder mig til jeg skal i gang med mønsteret højere oppe på trøjen. Jeg har købt en pæn bunke af dette garn på udsalg, så der kan måske blive til en trøje eller to til mine drenge også.

Det er første skoledag for gutterne i dag, og jeg er lidt bekymret for Anders, som ikke har det alt for godt i sin klasse. Der er ikke nogen af de andre elever han leger særlig meget med (han siger de ikke gider have ham med), og dertil kommer, at der er nogle af dem der driller ham. Han vil ikke sige det til læreren, for så bliver de bare mere sure på ham, så han er en lille ensom og ked af det dreng. Hvad dælen kan man som forældre gøre ved sådan noget. Han har oven i købet store vanskeligheder ved at følge med i undervisningen, og får undervisning i skolens støttecenter, som desværre langt fra kan opfylde det behov han har for støtte.

Nå, men jeg har da fået en dag med afslapning herhjemme, når drengene nu ikke skal serviceres hele dagen. Jeg sidder og nyder den sagte summen fra opvaskemaskinen, vaskemaskinen og tørretumbleren, der arbejder lystigt for mig. Mit køkken fungerer igen (der kommer ingen billeder før gulvet er lagt og vinduesrammen er sat i), og det totale kaos har for en stund forladt vores hus. Vi skal på et tidspunkt have totalrenoveret vores badeværelse, og det bliver svært at undvære, men det skal vi nu nok også klare. Bryggerset er nærmenst ikke-eksisterende, men jeg kan bare lukke døren derud, og hvad der er ude af øje er ude af sind (næsten).

2 kommentarer:

Mette G. sagde ...

Hej Britta!

Jeg ville uden at blinke tage kontakt til læreren. Vi har selv haft en dreng i en frygtelig klasse og det bliver ikke anderledes, hvis der ikke skrides ind.

Hilsen
Mette G.

Britta sagde ...

Ja det er også noget af det vi prøver Mette, men det er lidt uklart, hvad der bliver gjort ved problemet, og om det er vores dreng der misforstår situationer, hvor der egentlig ikke bliver drillet. Han har nogle sproglige vanskeligheder der gør, at han ikke altid forstår meningen med det de andre elever siger eller gør, så det er mildest talt en noget besværlig sag. Tak for rådet, det er nok det der skal gøres som næste skridt i sagen.
Hilsen Britta