mandag den 22. januar 2007

Jeg skal da lige love for.....



at kulden kom til landet i dag. det var dejligt at stå op til det klare frostvejr. Det kan jeg jo også sagtens sige, for jeg skulle ikke ud i trafikken til morgen. Jeg tog dette billede af vores nedløbskæde der var frosset helt til. Solen glimtede så fint i istapperne, og jeg skyndte mig at forevige synet, for når ungerne ser det, skal det slås i stykker, det er jeg sikker på.


Jeg brugte en del af dagen på, at hækle en taske af noget garn, som jeg ikke rigtig kunne bruge til andet (min fantasi rakte i hvert fald ikke til andre projekter det kunne anvendes til). Den er ikke helt færdig endnu, så billededokumentation må vente, men ikke så længe.


Jeg var til svigerfars 70 års fødselsdag i lørdags. Jeg havde syet en kjole til anledningen. Ingelise (Alt om håndarbejde) dukkede op fredag formiddag, og der var mønsteret til den fineste kjole, som jeg kunne tænke mig at gå til fest i. Heldigvis havde jeg det helt rigtige stof liggende, så det var bare at gå i gang, og jeg nåede det.

I løbet af sidste uge nåede jeg kun at tabe mig ½ kilo, og jeg er noget usikker på, hvordan det er gået i denne uge med en fest midt i det hele. Jo jeg tænkte da på, at jeg ikke skulle spise for meget af alt det gode, men det er jo svært på øjemål at regne ud, hvor mange kalorier der er i maden, så jeg besluttede mig for ikke at tænke så meget over det.
Første projekt af de 12 er færdigt. Resultatet vises ved en senere lejlighed.

Ingen kommentarer: