
......med bølgetæppet. Det er stort og varmt og så har det været hyggeligt at hækle. Det bliver udnævnt til mit projekt nr. 2 ud af
de 12.
Der er brugt 2½ kg garn, så det flyver ikke nogen steder.
Jeg kan mærke at panikken breder sig, for hvad skal jeg nu gå i gang med. Det er ikke fordi jeg ligefrem mangler projekter, det er mere det, at det er lidt svært at vælge hvilket jeg skal vælge at begynde på.
I aftes blev jeg også færdig med en lille drengetrøje, som har ligget lidt stille et stykke tid. Jeg er ikke helt tilfreds med ærmerne, så jeg tror, at jeg vil strikke en med raglan-ærmer næste gang.
Det er et noget sølle vejr her midt på Fyn. Vi har haft regnvejr og lidt slud det meste af dagen, så vi er ikke blevet lokket til at gå udenfor i dag. Hundene var heller ikke meget for det, så da vores gamle hunhund fornemmede at jeg var ved at "smide" dem ud i haven til en tissetur, gemte hun sig under min dyne i soveværelset: "Nej tak, jeg skal ikke nyde noget". Nu er hun ikke større end jeg kan bære hende, så hun kom ud til sidst.
Drengene er ved at få feriekuller, så de bliver sendt ud til mormor og morfar i morgen. En tur på landet kan vel hjælpe lidt på kedsomheden. For at lægge en dæmper på deres slåskampe, tog jeg dem med i biografen i går. Vi så ARTHUR & MINIMOYSERNE og begge drenge var vilde med den. Der blev guffet popcorn og slik og der blev hygget igennem. Bagefter var vi en tur forbi denne butik, hvor man i anledning af vinterferien kunne få lov til at købe en t-shirt, og selv dekorere med stoftusser og tryk. Drengene var dermed travlt beskæftigede i et pænt stykke tid, og mor her kunne få lov til at ose lidt imens. Alt i alt en god dag for alle parter.