onsdag den 6. december 2006

Engle



Rasmus har været uden nøje opsyn i mit hobbyhus et lille stykke tid, og dette er resultatet af min uopmærksomhed. Han fik fat i mine styroporfigure og en pose med røde piberensere og kreerede denne engel. Selv om han ofte snupper mine ting uden at spørge om lov, er jeg alligevel glad for at han har kreative evner.

Som søn til en nyuddannet ergoterapeut lever han op til alle mine teorier om aktivitet i dagligdagen.

Han har også lavet en del nisser med trækrop, så han er vældig produktiv.


Den anden engel har jeg selv lavet. Den er lavet i groft bomuldsstof med påsyede vinger i guldstof. Kroppen er malet med hvid metallicmaling og den bærer et hjerte af perler. Glorien er også lavet af perler på en forgyldt ståltråd. Min svigermor synes den er meget grim, men jeg synes nu den er sød på sin egen pudsige måde (det er ikke mit eget design hele vejen igennem). Jeg undskylder billederne, men det er svært at tage ordentlige billeder når der ikke er lys nok.
Jeg var på julehandel i dag og fandt et tilbud med halmkranse for 5 kroner pr. stk. Der blev hamstret, for de kan bruges både til julepynt og til gravkranse, som jeg helst vil lave selv. Jeg kan godt lide at lægge noget på gravene som jeg selv har lavet, for mens jeg binder kransene, bruger jeg tiden til at tænke på og mindes den afdøde person den bliver lavet til. Jeg sætter også nogle gange en lille personlig ting på kransen, som minder mig om den person kransen er til.
På strikkefronten vokser latifa (ikke voldsomt hurtigt). Det er jo ikke til at nå det hele, og julepynten skal jo helst laves mens det er jul. Vi har ikke engang fået lavet en juledekoration endnu, men det bliver vel jul alligevel :-)

2 kommentarer:

Sarah sagde ...

Ja hvad der ikke kan komme ud af et uopmærksomt øjeblik, men kreative evner har han da.
Engel nedenunder er da sød, morsom og skinnende fin.
Hav en god dag i morgen...

Susanne sagde ...

Det er da et par søde engle i begge har fået lavet !! Kh Susanne i Silkeborg