mandag den 10. december 2007

Resten af resterne


Det er ikke mad jeg taler om, men de rester af bomuldsgarn der var levnet efter mit bølgetæppe. Ud over nissehoveder er de blevet brugt til 2 blæksprutter. Den ene har jeg taget billede af, men den anden havde så travlt med at komme hjemmefra at der ikke var tid til fotografering.


Denne her er også flyttet hjemmefra, men havde dog lige tid til at stå model for fotografen først.

Nu strikkes der sutsko, både til gaver og til eget forbrug.

Jeg er også startet op på et sjal med mønster, men det driller så meget, at det for en tid er blevet henvist til garnkurven, hvor det kan ligge og skamme sig til det gider makke ret.

En del af min dag er gået med at ælte til og bage småkager. I dag bagte jeg vanillekranse og drømme. Ca. 100 af hver (så er der nok til de næste par dage). I weekenden bagte jeg brunkager og en lille portion vanillekranse, men der var for lidt af sidstnævnte, så jeg måtte på den igen. I køleskabet ligger dej til jødekager og klejner, og dem får jeg forhåbentlig lavet i morgen.

I aften skal jeg bare hygge mig. Min lille familie skal på besøg hos nogle af vores gode venner, og der skal sludres og hækles, og måske spises småkager.

2 kommentarer:

Britta sagde ...

Hvor er den blæksprutte dejlig! Har du lavet den efter opskrift eller bare lige ud af hovedet?

Ang øreringene, så overfører jeg pengene i dag.

KH Britta S

Britta sagde ...

Det er efter en opskrift jeg har haft liggende et stykke tid. Der blev en sprutte til min lille nevø på 1½ år og min lille niece på ½ år. Mine egne unger på 8 og 10 år vil også gerne have en hver, så jeg må vel på den igen :-)