tirsdag den 28. november 2006

Filteprojekt



Så skete der lidt på den kreative front igen. Jeg har for første gang prøvet at filte et sjal i tørretumbleren. Det er krøbet ca. 50%, så det var MEGET stort da jeg lagde det på stuegulvet. Rasmus syntes det var spændende at følge med i processen, så han ville være den der viste det frem her på siden. Der er bestilt mere uld, så det er ikke sidste gang den teknik skal prøves.

Weekenden har stået i ombygningens navn. Der er kommet et nyt vindue i den nye væg og en ny entredør er også blevet sat i.

Anders skulle til lilleputstævne med håndboldholdet, så min lørdag eftermiddag blev tilbragt i sportshallen. Hans hold vandt i øvrigt begge deres kampe, og jeg havde en meget glad dreng med hjem igen. Det glæder mig virkelig når han er glad, og når han for en sjælden gangs skyld tror på sig selv og sine egne evner.

Jeg mangler at købe 6 gaver til pakkekalenderne, og en masse julegavepapir. Det må jeg hellere få gjort i dag, for 1. dec. nærmer sig med hastige skridt.

Underkjolen ligger lidt stille i disse dage, for jeg er gået i gang med at strikke halstørklæder af noget MEGET blødt blandingsgarn. Rasmus har prøvet at liste et af garnnøglerne fra mig, for han kan bruge alle de ting jeg har til et eller andet, men indtil videre har jeg ikke afleveret noget. Han må vente til det færdige halstørklæde kan tages i brug. Det kommer nok i pakkekalenderen.

torsdag den 23. november 2006

Åbent hus.


Sådan så mit køkken ud i går. Det var nu en herlig fornemmelse at få lov til at rive en væg ned. Det var kun vinduesrammen der belv siddende i første omgang, men den blev også savet ned. Der var åbent hus det meste af dagen, men til aften var det lykkes for husbond at sætte en væg op. Ikke den færdige væg, men det var nu et skridt på vejen. Nu må vi så vente til det bliver weekend før der igen sker noget.

Det går fremad med underkjolen. Nu hvor blonden er færdig er den blevet noget nemmere at strikke, så der kan nydes en god film samtidig med at der arbejdes. Jeg har ryddet perlerne væk, for nu går julekortfremstillingen i gang. Jeg skal lige studere mine bøger og blade for at finde inspiration, men alle materialerne er indkøbt, så jeg kan bare gå i gang.

Jeg fik solgt 2 sølvarmbånd og et mobilsmykke i dag, og penge tjent på den måde skal helst gå til at investere i nye hobbymaterialer, så jeg tror der skal købes lidt lyseblåt sydamerikansk merinould her, så jeg kan få lavet nogle filtede sjaler til julegaver til mine svigerinder.

tirsdag den 21. november 2006

Nye smykker



Jeg har strikket på blonden i dag, og jeg tror den bliver færdig i løbet af aftenen. Jeg skal jo strikke en til, for den første rækker kun til forstykket af kjolen. Der blev tid til at lave lidt smykker i dag. Jeg har lidt svært ved at sige farvel til dem, men på et tidspunkt skal der laves julekort, og så skal alle perlerne pakkes væk.


Jeg har lavet en lang bindekæde med alt godt fra havet (perlemor og ferskvandsperler) + lidt glas (3 muranoglasperler), forsølvede perler og et par krystalperler i grå, og hvide/klare farver.


Jeg fik også lavet en kæde med tilhørende armbånd af perlemor og ferskvandsperler i en sart grøn farve med forsølvede blomsterperler imellem. De bliver sat til salg i min smykkebutik.


Vi har fået en hel pallefuld byggematerialer, så husbond har taget fri i morgen for at rive en ydervæg ned og bygge den op igen. I mellemtiden kan jeg så disponere over bilen, så jeg skal ind til byen og shoppe. Først og fremmest skal de sidste gaver til pakkekalenderne købes. Det bliver rart at få det overstået, så er der bare at vente på at de skal pakkes op.

mandag den 20. november 2006

Nu prøver jeg.......


......at strikke den før omtalte underkjole. Jeg er startet på blonden forneden, og det er IKKE fjernsynsstrik. Jeg prøvede alligevel, og lavede selvfølgelig fejl, og måtte trævle op (øv, det er jo mohairgarn).

Der var tilbud på et blandingsgarn med uld i nærbutikken, og der røg 10 nøgler i kurven (husbond så træt ud da han så mit indkøb) og de skal bruges til halsedisser til mig og drengene. Nu håber jeg bare ikke det kradser på de sarte halse, for så er det jo spildt arbejde.

Drengene har været hjemme fra skole i dag pga. sygdom, så det blev ikke den kreative dag jeg havde håbet på, men så er der en dag igen i morgen.

søndag den 19. november 2006

En rigtig flade-ud-dag




Vi har slappet af i dag. det vil sige husbond har pudset en væg op i køkkenet (eller det der skal blive til et køkken). Drengene og jeg har bare hygget os. Jeg har fået ryddet op i mine gamle blade, så nu er der en stak Hendes Verden der er klar til at blive overtaget af min mor.
Rasmus er mest til sofahygge, mens Anders ligger på gulvet og hygger sig med Vaks.
I morgen skal der mere aktivitet ind i min dag. Jeg har fundet en opskrift på en sød underkjole i mohairgarn som nærmest tigger om at blive strikket. Det passer med de nøgler jeg har liggende, så det er jo bare med at gå i gang.
Jeg skal også have købt de sidste gaver til gutternes pakkekalendere, og derfor må jeg vidst bruge en dag i den kommende uge til at tage ind til byen. Jeg tror jeg vil tage en tur ned ad de lidt mere stille gader, for det er tit der man finder de interessante butikker med det gode (gammeldags) julepynt, og lidt skal der pyntes op i år, selvom det halve af huset er en byggeplads.

lørdag den 18. november 2006

1. dag i blogland


Nu har jeg i lang tid læst andres indlæg, og hygget mig gevaldigt med det. Jeg har så fået lyst til at have min egen blog, og har endelig taget mig sammen til at oprette en.

Jeg strikker, hækler, filter, syr (både tøj og broderier) og så fremstiller jeg smykker, hvilket er en ret dyr hobby, men den giver mig mulighed for at få afløb for min skabertrang i den retning.
De kravlende nisser er mit seneste lille projekt. Jeg har købt materialerne her.
Der er ind imellem brug for de små hurtige projekter, det er nemlig ikke altid jeg har tålmodighed til et af de langvarige.
Jeg er for tiden i gang med at hækle et hvidt sjal i acrylgarn. Det er ikke det bedste garn at arbejde med, men nu skal det altså bruges, for ellers bliver det til permanent bundfald i min garnkurv.
Far og Anders er taget til håndboldstævne og Rasmus ser tv og slår kolbøtter i sofaen. Jeg har arbejdet lidt på min smykkeside, så nu er der lidt mere at vælge imellem. Nu plager Rasmus om at få noget at spise, så jeg må vel hellere adlyde herren og smøre et par klemmer til ham.